I 2006 blev den såkaldte velfærdsaftale vedtaget af et bredt flertal i Folketinget1. Et hovedelement i aftalen er, at folkepensionsalderen øges i takt med, at levetiden i Danmark er stigende. Dette har til formål at sikre, at den forventede maksimale periode på folkepension er den samme for alle generationer.

Tilbagetrækningsaftalen fra 20112 indeholder tre hovedpunkter: Fremrykning af de stigninger i pensionsalderen, der blev aftalt i 2006, forkortelse af den maksimale efterlønsperiode fra fem til tre år samt øget pensionsmodregning i efterlønnen.

Udviklingen i efterlønsalderen

Med disse reformer blev efterlønsalderen gradvist øget med et halvt år om året fra 2014 til 2019. I 2022 samt 2023 skete en yderligere forøgelse af efterlønsalderen med et halvt år, så den laveste efterlønsalder i 2023 samlet var forhøjet med fire år fra 60 til 64 år. Da stigningen i folkepensionsalderen i samme periode kun er på to år, er den maksimale efterlønsperiode over perioden afkortet fra fem til tre år.

Fra år 2027 vil efterlønsalderen ændres med samme regulering som folkepensionsalderen, men med ikrafttrædelse tre år tidligere således, at efterlønsperioden forbliver tre år for alle årgange.

Udviklingen i folkepensionsalderen

Folkepensionsalderen blev gradvist sat op med et halvt år om året fra 2019 til 2022. Herefter bliver folkepensionsalderen reguleret således, at den følger med restlevetiden for en 60-årig. De to første reguleringer af folkepensionsalderen efter denne indekseringsmekanisme er vedtaget og sker i henholdsvis 2030 og 2035, hvor folkepensionsalderen i hvert år øges med yderligere ét alderstrin. Reguleringen gentages herefter hvert femte år, og reguleringen kan være enten 0, ½ eller 1 år afhængigt af stigningen i restlevetiden.

Stigninger fra og med 2040 er en del af den politiske aftale, men disse stigninger vedtages først 15 år før ikrafttræden således, at der tages politisk stilling til forøgelse af folkepensionsalderen igen i år 2025.