GrønREFORM

GrønREFORM er en miljø- og klimaøkonomisk model for dansk økonomi. Modellen kan vurdere, hvordan den fremtidige økonomiske aktivitet ventes at påvirke miljø og klima.

Hovedformålet med GrønREFORM er at vurdere de klima- og miljømæssige effekter af politiske udspil, eksempelvis drivhusgasafgifter. Modellen kan skønne over påvirkningen af både samfundsøkonomien og de miljø- og klimamæssige konsekvenser. Således kan GrønREFORM anvendes til at prioritere mellem forskellige miljø-, energi- og klimapolitiske tiltag. Dette kan hjælpe Danmark i mål med den grønne omstilling med færrest mulige omkostninger.

For at opnå en detaljeret beskrivelse af de sektorer, der har særlig betydning for miljø og klima, indeholder GrønREFORM delmodeller for energisektoren, landbruget, transportsektoren, affaldssektoren mv. Som overbygning til disse delmodeller er en hovedmodel i form af en generel ligevægtsmodel, der dels beskriver den samlede økonomiske aktivitet i Danmark, og dels samler resultater fra delmodellerne.

Udviklingen af GrønREFORM startede i 2017. Modellen er udviklet af modelgruppen i DREAM i samarbejde med forskere fra Københavns og Aarhus Universitet. Modellen er anvendt af ekspertgruppen for en grøn skattereform, der har valgt at basere sine effektvurderinger på kørsler i GrønREFORM. I forbindelse med offentliggørelse af ekspertgruppens slutrapport i februar 2024 er den anvendte version af GrønREFORM inkl. alle modeltekniske forudsætninger gjort offentlig tilgængelig.

Ekspertgruppen for en grøn skattereforms beregninger på GrønREFORM

I ekspertgruppen for en grøn skattereforms slutrapport fra februar 2024 har ekspertgruppen valgt at basere effektvurderinger på kørsler i GrønREFORM.

Den anvendte version af GrønREFORM inkl. alle modeltekniske forudsætninger og stødfiler kan nu downloades.

Om ekspertgruppens beregninger

Om modelleringen i GrønREFORM

GrønREFORM består af en hovedmodel og en række delmodeller, der beskriver særligt betydende sektorer for klima og miljø.

Hovedmodel

Sammenkobling af delmodeller og beskrivelse af den samlede økonomiske aktivitet.

Landbrug

Landbrugets produktion og udledninger til luft og vandmiljø herunder ved arealanvendelse.

Energiforsyning

Produktion af elektricitet og fjernvarme herunder international handel med disse.

Transport

Luft-, vand- og landtransport herunder sektorernes udledninger.

Affald

Affaldshåndtering og genanvendelse herunder forbrændingsanlæggenes rolle i energiforsyningen.

Reduktion af emissioner

Reduktion af energiforbrug og emissioner gennem skift til nye, grønne teknologier.