Uddannelses- og arbejdsmarkedstiltag

13-08-2021

I papiret evalueres de samfundsøkonomiske konsekvenser af 21 scenarier, hvor arbejdsudbuddet øges.

Abstract

DREAM har for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) regnet på i alt 21 scenarier, der evaluerer de samfundsøkonomiske konsekvenser af 110 forslag vedrørende opkvalificering, øget beskæftigelsesindsats og forbedret arbejdsmiljø.

FH har lavet en vurdering af forslagenes direkte effekter på befolkningens beskæftigelsesgrad, erhvervsdeltagelse, uddannelsestilbøjelighed, ledighed og produktivitet og kategoriseret disse i 21 scenarier. DREAM har implementeret de direkte effekter som korrektioner til sine grundlæggende antagelser om de pågældende forhold og efterfølgende vurderet konsekvenserne for bl.a. beskæftigelse, BNP og den finanspolitiske holdbarhed i sin økonomiske model.

Scenarierne øger alle arbejdsudbuddet. Samlet for alle scenarier øges arbejdsudbuddet med 2,8 pct. på sigt.

Øget arbejdsudbud medfører en stigning i BNP i forhold til DREAMs grundforløb. De offentlige udgifter mindskes i forhold til grundforløbet. Dette skyldes et fald i indkomstoverførsler og at individuelt offentligt forbrug er uændret, mens BNP øges, hvorfor offentligt forbrug som andel af BNP falder. De offentlige indtægter øges i forhold til grundforløbet, da skatteindtægterne stiger som følge af øget beskæftigelse og dermed større skattegrundlag. Stigningen i de offentlige indtægter er mindre end stigningen i BNP, hvorfor indtægterne som andel af BNP er lavere end i grundforløbet. Samlet set forbedres den primære offentlige saldo som andel af BNP.

Derved forbedres den finanspolitiske holdbarhedsindikator med 0,9 pct. af BNP svarende til en forbedring af det primære budget på 21 mia. kr. årligt. Enkelvis har næsten alle 21 tiltag en positiv konsekvens for de offentlige finanser. Et enkelt tiltag vurderes dog som neutralt for holdbarheden.

Læs FHs rapport "Ny reformkurs: Flere og bedre job"